Af Karin Meulengrath
– Det er ikke nyt for os, at Forsvaret opsiger lejeaftalen. Vi fik opsigelsen for et år siden, så vi var klar over, at der skulle findes en løsning og et nyt område til vinteropbevaring af lystbåde, siger formand for Korsør Lystbådehavn, Bjarne Stubager.
– Men det er aktuelt nu, fordi det blev offentliggjort i forbindelse med en ansøgning om økonomisk hjælp til inddæmning af et lavvandet område, der kan bruges som vinteroplægsplads. Det nye er, at Slagelse Kommune vil hjælpe os med en økonomisk håndsrækning, fortæller han.
Aftalen om leje af vinterpladsen er 30 år gammel, men nu skal Korsør Flådestation selv bruge arealet til en længe planlagt udvidelse.
Havnen har en plan
Over årene er bådene blevet større og større, og derfor er der behov for at uddybe havnen. Planen er at inddæmme et lavvandet areal på 4.800 kvadratmeter og bruge det opgravede materiale fra havnebassinet til opfyldning.
Korsør Lystbådehavn mister 5.300 kvadratmeter og vil få 4.800 kvadratmeter tilbage. Håbet er, at bådene kan placeres tættere, og at flere vælger at lade dem blive i vandet om vinteren.
Kommunen vil betale
Slagelse Kommune bakker op om planen og er parat til at betale. Økonomiudvalget har sagt ja, og hvis byrådet følger trop, er kommunen klar med 4,3 millioner kroner, som projektet anslås at koste.
Der er dog stadig usikkerhed. At grave materiale op fra havnen og lægge det på det nye areal kræver godkendelse fra Kystdirektoratet og Miljøstyrelsen. Den godkendelse har havnen søgt om i august sidste år, men indtil videre er der kun givet tilladelse til at tage prøver af materialet.
Risikerer medlemsflugt
Det er afgørende, at Kystdirektoratet giver tilladelse. Hvis ikke, risikerer lystbådehavnen, at medlemmerne flytter deres både til andre havne. Det kan underminere hele grundlaget for at drive havnen.
Lang sagsbehandling
Den største udfordring er sagsbehandlingstiden hos Kystdirektoratet.
– Vi sendte en ansøgning i august sidste år, som også omfattede oprensning og uddybning af havnebassinet. Først nu er der taget prøver af bunden, og den del skal behandles af Miljøstyrelsen. Det går langsomt, og det er kritisk, siger Bjarne Stubager.
