Nyheder

Ikke længere muligt at bo i husbåde i Ishøj

Beboere på husbåde i Ishøj er opsagt fra den 31. december 2026. Havnen kan og vil ikke opfylde kommunens krav.

Ishøj husbåde

Det vil fra 1. januar 2027 ikke længere være muligt at bo i husbåd på Ishøj Havn. Det er resultatet af flere års forhandlinger mellem kommunen og Ishøj Havn. Årsagen er, at Ishøj Havn ikke kan eller vil opfylde nogle af de kommunale krav til beboelse. ”Ishøj Havn har sagt ja til beboelse på husbåde, men nej til kommunens krav,” fortæller havnechef i Ishøj Thomas Hertz.
 

 Kommunens krav gik på, at husbådene skulle flyttes til et hjørne af havnen, hvilket betød at nogle både skulle flyttes til andre områder af havnen. Der skulle etableres vand og kloak, laves parkeringspladser og opsættes lygtepæle på broerne m.v. Desuden er der bl.a. lagt op til, at der skal være 5 meter mellem husbådene, som skal ligge 2,5 meter fra broen. Krav som havnen ikke kan opfylde, for det er den slet ikke bygget til. Et tredje punkt der skiller er, at der i havnens vedtægter står, at husbåde skal kunne sejle til og fra havnen ved egen drift. Det lægges der ikke op til fra kommunens side, hvor man gerne vil have beboelsesbåde fast forankret i havnen.


Omfattende krav
Kravene til husbådene er så omfattende, at mange husbådsejere nærmest på forhånd opgav  tanken om beboelse på havnen. Husbådene skal leve op til kravene i bygningsreglementet BR 18, som bl.a. stiller krav om isolering, faste installationer og termisk indeklima.

Det er dog ikke kun i Ishøj Havn problemerne med beboelse i husbåde står på. Diskussionerne er slet ikke slut og foregår f.eks. i kommunerne Vordingborg, Guldborsund, Århus og Holbæk.

Der er således stor forskel på, hvordan reglerne er fra kommune til kommune. Billedligt talt tilhører vandet staten, og staten har besluttet at man gerne må bo på vandet. Men det er kommunen, der som bygherre fastlægger reglerne for at bo i deres kommune. km

   

 

 

Tilbage