Nyheder

Planerne om Nordens største lystbådehavn må nu opgives

Planerne om en stor moderne marina i Knudshoved Havn må nu droppes. Staten ønsker at overtage færgelejerne

Knudshoved Havn bliver statens

Af journalist
Jesper Elle


Færgelejerne i Knudshoved Havn skulle have været Nordens største Marina med 3.300 bådpladser samt et hotel og konferencecenter og pladser til mange husbåde, men nu må planerne opgives.


Til sammenligning har Svanemøllen Havn i København, der er Danmarks største, 1.100 bådpladser, mens en af Europas og verdens største lystbådehavne er Port Camargue i Frankrig med ca. 5.000 bådpladser.
Årsagen til at lystbådehavnen, der har fået navnet Admiral Marina, må opgives er, at staten ønsker at overtage havnen for at sikre, at der kan indsættes færger på Storebælt i tilfælde af, at Storebæltsbroen udsættes for eventuelle skader, der kræver en længerevarende lukning af broen.

Statsselskabet Sund & Bælt har i den sammenhæng allerede købt Halskov Havn af Slagelse Kommune og har også henvendt sig til ejeren af Knudshoved Havn, selskabet A/S Knudshoved Havn, men de indikationer ejerselskabet har fået, har ikke ført til salgsforhandlinger.

Bliver en ekspropriation
”Vi har været i dialog med Sund & Bælt, men det, der er fremkommet fra deres side, er vi ikke tilfredse med. Transportministeren (Thomas Danielsen (V)) har skrevet, at de har besluttet at købe havnen, og så må det jo køre som ekspropriationssag,” siger direktør for A/S Knudshoved Havn, Peter Poulsen, der nu venter på en ekspropriation.
   ”Så må nogle fagfolk vurdere, hvad det er værd,” tilføjer Peter Poulsen.

Stort millionbeløb
Direktøren vurderer, at der allerede sammenlagt er brugt ca. 200 mio. kr. på projektet, siden havnen blev købt af DSB i 2009.
Selve prisen for havnen var 8 mio. kr. og siden købet er der arbejdet konstant i 16 år med at udvikle projektet.
”Undervejs blev vi også påvirket af Corona-situationen og derefter rentestigninger og inflation, så næste hold af investorer sprang fra, og der måtte findes nye,” fortæller Peter Poulsen, der sidste år henvendte sig til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) for at høre, om havnen ville indgå i forsvars- og sikkerhedsplanerne, men fik et nej.

 

Tilbage