Artikler

Brande opstår hurtigt

Bådejere har detaljeret beskrevet flere hændelser i forbindelse med undersøgelsen af brand i både.

Af journalist Jesper Elle

Pludselig opførte instrumenterne sig mærkeligt og der kom en lugt af brand, der pludselig brød ud i en ledning
Sådan beskriver en bådejer sin oplevelse med brand i båden, hvor der på grund af en kortslutning var gået ild i en ledning, i sin indberetning af hændelsen til undersøgelsen fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital.
I alt er der 260 uddybende beskrivelser af hændelser.

Går hurtigt
Årsagen til den beskrevne hændelse var, at startkablet ved installation af ny motor havde været for langt og der var koblet endebøsninger på.
Man havde lavet en sløjfe med kablet, og den underste del af kablet havde ligget mellem motor og skroget. Med tiden var der slidt hul i kablet og der var direkte forbindelse mellem kobber og motor, og her opstod kortslutningen.
Der er mange indberetninger, hvor el-systemerne har været årsag til en hændelse og fælles for dem er, at det går hurtigt. Men også madlavning og motorproblemer er beskrevet.

Spritkomfur i havnen
En anden bådejer opdagede således, at der var gået ild i pantryet på en nabobåd.
Ejeren ville efterfylde et spritkomfur, men havde på grund af sollys ikke set, at der fortsat var en flamme på komfuret.
Ejeren tog spritkomfuret og hoppede i havnen med det. På vej op fra kahytten gik der ild i sprayhood og storsejl. Indberetteren greb egen pulverslukker og fik bekæmpet ilden. Naboen blev fisket op af vandet. Han havde forbrændinger i ansigtet, på begge arme og hænder.

Nyindkøbt båd
En sejler har indberettet en mindre motorbrænd forårsaget af overophedning af motor på sin båd samme dag som båden blev købt.
Selv med temperatur alarm på motor gik alarmen ikke. Første tegn var damp/røg fra motoren. Dieseltilførslen blev taget øjeblikkeligt og brandslukningsudstyr taget frem inden motorrummet åbnes. Virkede som det kun var damp fra radiator og den fik lov til køle af. Ved senere eftersyn viste det sig, at der har været ild i udstødningen med kraftig tilsodning.

Meterhøje flammer
Bådejer opdager, at der kommer røg fra 30-fods sejlbåd på vej ud og sejler over for at hjælpe.
Båden har ingen brandslukkere om bord og ilden kommer ufattelig hurtigt med flere meter høje flammer. Indberetteren har tre brandslukkere i sin båd og de får ilden slukket. Båden brænder dog helt ud og de to ombordværende indlægges til overvågning for røgforgiftning.


Også joller
En åben jolle i havn havde en indbygnings motor der brød i brand, imens den i tomgang var fortøjet ved dens bro plads. Folk på broen var hurtige til at skubbe den ud midt i havnen, hvor motoren eksploderede. Der var ingen personskade, men båden blev kraftigt skadet.
Undersøgelsen kan hentes på:
havnefogeder.dk/brand.

 

Tilbage